Personlig service som plug-and-play
- 22 Sep, 2022
- Presse og Blogs , Blog
Hos RN Solutions er personlig service et plug-and-play produkt, når lysproducenten sammen med elinstallatøren udformer tilbud til kunder i landbruget.
Markedet for smart belysning udvikler sig hurtigt og der er store besparelser at hente. I landbruget går det ikke så stærkt endnu, selv om der er en del som har set lyset i de sidste år. Men det arbejder RN Solutions på at gøre noget ved, og driveren er fokus på personlig service, hvor lysproducenten tager med elinstallatøren på kunderejsen lige fra kundebesøg og tilbud til montage. Installatørerne har travlt og derfor bliver der ikke meget tid i overskud til salg, det er der vi kan træde til og give en hjælpende hånd, lyder det fra salgs- og marketingsdirektør i RN Solutions, Anna Charlotta Lindström Nielsen.
-De er ude for at montere, så de får det bare ikke gjort i en travl hverdag. Det fungerer på den måde, at RN Solutions laver hele forarbejdet, og installatøren sender materialet ud i deres navn, forklarer Anna Charlotta Lindström Nielsen.
Hos RN Solutions producerer man brochurer og tilbudsmateriale på samarbejdspartnerens papir og med deres grafik, mens RN Solutions kun er nævnt nede i et hjørne af materialet. Årsagen til den store indsats for at servicere elbranchen er, at det i realiteten ofte er elinstallatøren, der med et godt samarbejde med landmanden, er den sparringspartner, der har størst indflydelse på valget af nye el-løsninger til stalden, og derfor ser Anna Charlotta Lindström Nielsen god fornuft i at levere en kommerciel plug-and-play løsning.
-Vi laver det hele klar til dem. Vi laver også mail-teksten, som de kan rette i, og så sender vi det grydeklare materiale ud til installatørerne, som så sender materialet videre til de målrettede kunder. Så slipper de selv at gøre det, og vi når ud til de kunder, der har brug for en energioptimering og som efterlyser vores løsninger, forklarer Anna Charlotta Lindström Nielsen.
Når materialet er sendt til kunden er det også RN Solutions, der følge op med mails og telefonopkald, og det gør de, fordi det tætte samarbejde med elinstallatørerne giver gevinst af én simpel grund.
-Elinstallatøren ved lige præcis, hvem der har brug for energioptimering, og hvem der har gammelt lys. Så vi skal ikke bruge unødig fokus på at gå efter kunder, som ikke er i målgruppen. Så vi har en rigtig god hit-rate. El-installatøren finder kunden, og vi laver alt forarbejdet, og det er en personlig service, der er efterspurgt, konkluderer Anna Charlotta Lindström Nielsen.
Anna Charlotta Lindström Nielsen, Head of Sales & Marketing hos RN Solutions, fremviser en af de mange LED-løsninger
Målrettet til el-installatøren
RN Solutions har allerede været rundt med sit koncept til 25 elinstallatører, og her er det blevet taget godt imod, da udarbejdelsen af tilbudsmaterialet ofte er i venteposition.
-El-installatørerne har alt for travlt nu med at køre rundt og montere, til at de har tid til at opdyrke nye projekter. Hvis byggeriet går i stå, så får alle parter et problem næste år, og her kan vi gå hånd i hånd, lyder det fra salgs- og marketingsdirektøren, som forklarer hvor let det som el-installatør er at komme i gang med samarbejdet med RN Solutions.
-Vi kommer med en målrettet kampagne til el-installatøren. Han behøver ikke gøre noget videre, andet end at finde 5-10 kunder, og så skal han videresende vores materiale til dem. Og så tager vi ud, sammen med el-installatøren, og laver tilbuddet, lysberegningen og økonomiberegningen til landmanden, siger Anna Charlotta Lindström Nielsen.
– I en tid hvor der er stor fokus på energibesparelse og høje elpriser, er det et kampagnetiltag som er til fordel også for alle parter, og i sidste ende i sær for landmanden.
Hurtig installation med Plug-and-play
Det er ikke kun servicen, der er i en klasse for sig i lysproducentens sortiment, for både plug-and-play lyskilderne og lysstyringen er i kategorien smart belysning, og for elinstallatøren er det ikke uvæsentligt, at plug-and-play løsninger giver et højere dækningsbidrag pr. medarbejder, fordi monteringen går meget hurtigt.
-Med vores Plug-and-play løsning sparer el-installatørern typisk to tredjedele af installationstiden; der skal ikke afisoleres kabler og der skal ikke trækkes og monteres kabler meget præcist. Når du får et almindeligt armatur skal du pakke det ud og samle det. Vores produkter er færdige løsninger, der sættes op med clips, og så sætter du kabler i begge ender, slutter Anna Charlotta Lindström Nielsen.
Også for kunden kan der være meget at spare, for ved at gå over til LED løsninger fra RN Solutions kan landmanden typisk spare 50-60 procent af elregningen, og ved at sætte lysstyring på, kan strømforbruget i stalden ifølge Anna Charlotta Lindström Nielsen yderligere reduceres med 50 procent. Samlet set betyder det, at landmanden vil kunne opnå en reduktion af strømforbruget på 70-80 procent i forhold til gamle lamper.
Fakta: RN Solutions lysstyring er specielt velegnede til kvæg og åbne drægtighedsstalde til søer, hvor den smarte belysning tager højde for udefrakommende lys.